Hammergård. Bystaten i nord, hvor Urgri-floden løber ud i Inderhavet og breder sig som en sølvgrå pulsåre i Hammerbugten. En handelsby bygget på vand og vilje — skibe lægger til ved de dybe kajer, kraner snor sig som jernarme over havnen, og luften er tung af tjære, salt og råb fra søfolk. Set ovenfra strækker byen sig i terrasser op ad bakkerne, kobbertagene glitrer i morgensolen, og klokketårnene rager op gennem disen som fingre, der tigger guderne om nåde. Det er sent forår i Gomoterne. Varmen ligger lav over brostenene, og vinden bærer lugten af fisk, kulrøg og blomstrende lindetræer. På de store pladser handler købmænd med krydderier, vin og våben, og de fine familier lader deres vogne trille langs hovedgaderne som om verden var til for dem. Men det er kun den pæne del. For under alt det blanke ligger Stenbroen. Kvarteret af slidte murstensejendomme, billige værtshuse og alt for mange skæbner. Her er luften tyk af madolie, urin og løgne. Børn løber mellem boderne, en drukken fyr bliver båret ud fra et spillehus, og i et hjørne slår en kvinde støvet af sin kjole, som om hun kunne banke skammen ud af stoffet. En motor starter. En politivogn skramler gennem de snævre gader, fanger sollyset i sine blanke karosseriplader. Bag rattet sidder Roxy — hård som en advarsel og tålmodighed som en tændstik. Ved siden af hende Valdemar, en mand, der tror på regler, også dem, han selv finder på.